31. marts 2026

|

Pressemeddelelse

Gratis bus mod Vikingernes Verdensarv, Trelleborg - i hele sæsonen. Bussen kører nu i skolernes åbningstid.

Slagelse kommune gentager succesen med gratis bus fra Slagelse Station til Vikingeborgen Trelleborg. Buslinje 909 mod Harald Blåtands UNESCO-nominerede ringborg vender tilbage, og som noget helt nyt kører bussen i hele sæsonen. Movia står endnu en gang for driften.

Gratis bus mod Vikingernes Verdensarv, Trelleborg - i hele sæsonen. Bussen kører nu i skolernes åbningstid.
Af: Trelleborg | Foto: Maria Yasmin Klitgaard Breuning, Nationalmuseet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Vikingeborgen Trelleborg går en ny sæson i møde med gratis transport fra Slagelse station. Fra tirsdag den 31. marts til lørdag den 31. oktober kører buslinje 909 mellem Slagelse Station og Vikingeborgen Trelleborg. 

Slagelse Kommune finansierer bussen og ønsker dermed at styrke tilgængeligheden til den UNESCO-verdensarven Trelleborg, og at gøre det nemmere for flere at opleve historien på tæt hold.  

At bussen kører i hele sæsonen betyder, at både lokale borgere, turister, skoler og institutioner får endnu lettere adgang med den offentlige transport til at besøge Danmarks bedst befæstede og bevarede ringborg.  

Udvalgsforkvinden Karin Tellerup (C) siger: 

Det glæder os, at det sidste år lykkedes os at etablere busruten mod Trelleborg, som nu bliver gjort permanent og udvidet til hele sæsonen. Ruten er gratis for alle og tilgodeser både vores skoleelever, som skal besøge museet i forbindelse deres undervisning, byens borgere, og turister, der vil besøge vores fælles kulturarv

Skoler og daginstitutioner får også glæde af tilbuddet 

Den udvidede busforbindelse gør det nu lettere for skoler, gymnasier og daginstitutioner at besøge Vikingeborgen Trelleborg uden at skulle arrangere særtransport. Det betyder, at elever i alle aldre (der er gratis adgang for alle under 18 år) får mulighed for at blive en del af et autentisk, historisk miljø, hvor alle sanser bringes i spil, og hvor de kan opleve, hvordan fortiden stadig har betydning for den måde, vi forstår vores samfund og kultur i dag. 

Med vores UNESCO-udnævnelse fra 2023 er det endnu vigtigere for os at gøre historien tilgængelig for så mange som muligt — voksne som børn — også for de fremtidige besøgende fra de mange børnehaver, skoleklasser og videregående uddannelser, der hvert år bruger museets levende formidling og Trelleborgs udendørsarealer som læringsrum. Vi er superglade for Slagelse Kommunes initiativ og glæder os over den forlængede driftsperiode, hvor vi ser meget frem til at byde en masse nye brugere velkommen, fortæller museumschef, Anne-Christine Larsen.

Museet ved Vikingeborgen Trelleborg og Slagelse Kommune glæder sig til at byde jer velkommen til sæson 2026. 

Fakta 

Kørselsperiode 2026: 

  • 31. marts - 31. maj: hver time fra kl. 10.00 – 16.00 

  • 2. juni - 30. august: hver time fra kl. 10.00 – 17.00 

  • 1. september - 31. oktober: hver time kl. 10.00 – 16.00 

  • Bussen kører ikke mandage, undtagen mandag i påsken, pinsen og mandag d. 13. juli 2026 under Vikingefestivalen, samt mandag i efterårsferien. 

  • Køreplanen kan findes rejseplanen.dk  

Entré til museet: 

  • Gratis entré for børn og unge under 18 år 

  • 105 kr. for voksne 

  • Under Vikingefestivalen er der entré for både børn og voksne. Se aktuelle priser på museets hjemmeside 

  • Vikingeborgen Trelleborg holder lukket hver mandag, undtagen mandag den 6. april, den 25. Maj, den 13. juli og den 12. oktober 2026  

Nøgleord
Trafik & transportKommuneKultur
Event Information