03. november 2026

|

Pressemeddelelse

Personligt lederskab og langsigtet vækst: Carsten Thornsohn Madsen fra PM ENERGI vinder Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland

Carsten Thornsohn Madsen fra PM ENERGI A/S er netop kåret som vinder af Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland. Han har stået bag en bemærkelsesværdig vækst og fastholdt fokus på at skabe en flad struktur, hvor medarbejderne spiller en aktiv rolle i virksomhedens succes. Ejerlederen fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring i Aalborg.

Personligt lederskab og langsigtet vækst: Carsten Thornsohn Madsen fra PM ENERGI vinder Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland
Af: PwC | Foto: PwC/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Carsten Thornsohn Madsen fra PM ENERGI A/S i Brønderslev, der leverer nødstrømsløsninger, har fået tildelt prisen som Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland. Siden han overtog virksomheden i 2003, har han transformeret PM ENERGI fra en mindre virksomhed til en førende aktør på det danske marked for nødstrømsløsninger.

”Carsten fortjener at blive anerkendt for sin store indsats som ejerleder, hvor han har stået i spidsen for at opbygge en robust og veldreven virksomhed med udgangspunkt en i vedvarende tro på virksomhedens kerneforretning, tæt kundekontakt og en dyb forståelse for de samfundsmæssige behov, som virksomheden hjælper med at løse,” siger Line Borregaard, partner i PwC i Aalborg, og fortsætter:

”For Carsten er det vigtigt at være synlig som leder i interaktionen med virksomhedens kunder og medarbejdere. Han betragter virksomheden som sit livsværk og er opsat på at sikre tillid, ordentlighed og høj faglighed i mødet med både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.”

Ledelse baseret på tillid

Carsten har været en del af virksomheden siden 1993. I 2003 blev han sammen med to andre kolleger medejer af virksomheden, og siden har han gradvist overtaget det fulde ansvar. Under hans ledelse har virksomheden gennemgået en markant vækst, bl.a. er medarbejderstaben vokset fra omkring 25 til 130 medarbejdere. Carsten værner om virksomhedens kultur og ønsker at give plads til medarbejdernes input, også i væksttider.

”For Carsten er det vigtigt at skabe en arbejdsplads præget af ansvar, hvor medarbejderne har mulighed for at udvikle sig. Han leder med fokus på frihed frem for kontrol, da han mener, at de bedste resultater opnås gennem samarbejde. Carsten værdsætter også nye idéer fra sine medarbejdere og stræber efter at se muligheder frem for begrænsninger,” fortæller Lars Helm, erhvervscenterdirektør for Jyske Bank Erhvervscenter Nordjylland.

Dansk Erhverv er heller ikke i tvivl om, at Carsten er den rette vinder af Årets Ejerleder 2026 i Nordjylland:

”Carsten har ikke kun prioriteret at skabe målbare resultater. I takt med virksomhedens vækst har han også værnet om virksomhedens kultur og forsøgt at skabe en arbejdsplads præget af gensidig respekt, hvor der er plads til forskelligheder,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv, og fortsætter:

”I ønsket om at skabe en skalerbar platform for vækst har Carsten været med til at realisere nye investeringer i produktionsfaciliteter, kapacitetsudvidelser og digitalisering, hvilket vidner om hans langsigtede og strategiske lederevner.”

Om PM ENERGI A/S

PM ENERGI er grundlagt i 1942 og tilbyder et bredt udvalg af standard- og specialløsninger inden for generatoranlæg og nødstrømsløsninger. Med en medarbejderstab på omkring 130 medarbejdere leverer virksomheden skræddersyede løsninger til både erhvervslivet og den offentlige sektor i Danmark, Grønland, Færøerne og Island. Virksomhedens kundebase tæller bl.a. C25-virksomheder, datacentre, hospitaler, forsyningsvirksomheder og detailvirksomheder.

De andre stærke konkurrenter til Årets Ejerleder i Nordjylland:

Christian Stenild fra EPOKA A/S (Svenstrup)

Efter et vellykket generationsskifte i 2022 har Christian været med til at opnå en markant vækst og forbedret indtjening i EPOKA gennem et øget fokus på lager- og indkøbsstyring. Virksomheden er specialiseret i opkøb, test, istandsættelse og videresalg af brugt it-udstyr på det globale marked, og som ejerleder udnytter Christian aktivt sin dybe indsigt i virksomheden produkter, lager og international handel. Christian har desuden arbejdet med at professionalisere virksomheden og sikre en bredere ansvarsdeling ved at indføre flere funktionsansvarlige.

Jesper, Troels & Bjarke Faurholt Jensen fra JOBI VÆRFT A/S (Strandby)

Brødrene Jesper, Troels og Bjarke Faurholt Jensen har transformeret JOBI VÆRFT fra et fritidsprojekt til ét af Danmarks førende specialværfter inden for erhvervsfartøjer. De har demonstreret stærk ejerledelse i mere end to årtier med udgangspunkt i høj faglighed, hårdt arbejde og en fælles tro på langsigtet vækst. Virksomheden er kendetegnet ved korte beslutningsgange, og ejerlederne stræber efter at skabe et arbejdsmiljø baseret på tillid, hvor medarbejderne også tildeles ansvar.

Årets Hyldest 2026 i Nordjylland

Jens Rasmussen fra Eurowind Energy A/S er kåret som vinder af Årets Hyldest i Nordjylland. Gennem næsten to årtier har Jens opbygget en international virksomhed med mere end 700 medarbejdere med fokus på grøn energi. Han har formået at forene internationalt udsyn og store ambitioner med et stort engagement i det lokale miljø, bl.a. har han støttet op om lokale idræts- og kulturinitiativer for unge talenter samt foreningslivet.

Nøgleord
ErhvervFinans
Event Information