Skip to main content
26. januar 2026

føtex i Slagelse slår dørene op med kaffe, croissanter og gavekort

Efter flere måneder med ombygning og klargøring er føtex Slagelse nu klar til at slå dørene op i VestsjællandsCentret og invitere kunderne indenfor i det helt nye varehus i byen.

Af: Salling Group | Foto: Salling Group
PRESSEMEDDELELSE

Åbningsfesten sker torsdag den 29. januar fra klokken 7, hvor byens borgmester Knud Vincents klipper snoren til byens første føtex.

Kaffe, gavekort og livemusik

Der vil være gratis kaffe og croissanter fra klokken 7, og de første 100 kunder får et gavekort på 100 kroner – både torsdag og fredag.

Når klokken slår 16.30 bliver der skruet op for musikken, når Slagelse Garden spiller ved byens nye varehus.

Hele dagen igennem vil kunderne kunne opleve en masse gode tilbud og smagsprøver.

Der er ingen tvivl om, at varehuschef Johannes Andresen glæder sig til at introducere føtex for byens borgere.

Vi glæder os til endelig at åbne et megaflot varehus. Efter en lang proces med ombygning er det endelig tid til at byde kunderne velkomne. Og det gør vi med et brag af en åbningsfest torsdag den 29. januar kl. 07.00. Kunderne kommer til at opleve et stort og bredt sortiment med fokus på vores nye køkken, frugt, grønt og masser af nonfood-varer indenfor mange kategorier. Og så kan vi høre, at der er stor glæde over, at kunderne kan hente både PostNord- og GLS-pakker hos os, siger han.

20. januar 2026

Trafikken på Storebælt slog rekord i 2025

Mere end 14 millioner køretøjer passerede Storebælt i 2025, der dermed blev et rekordår. Væksten skyldes til dels en målrettet indsats for at holde broen farbar døgnet rundt.

Af: Sund & Bælt | Foto: Ritzau/Sund & Bælt
PRESSEMEDDELELSE

2025 var det hidtil travleste år for Storebæltsbroen. I alt kørte 14.148.000 køretøjer over broen. Det er det højeste antal, siden forbindelsen åbnede i 1998, og meget højere end den hidtidige rekord fra 2024 på 13.680.000 køretøjer.

Årsager til trafikvæksten

Væksten skyldes primært en stor stigning i personbiler og en mindre stigning i lastbiler. Rekorden blev sat til trods for, at 2024 var et skudår og dermed havde én dag mere med trafik. 2025 bød også på månedsrekord, først i juli og derefter igen i august.

Hos Sund & Bælt, der driver Storebæltsbroen, peger man på flere årsager til trafikvæksten.

Vores vigtigste opgave er at sikre mobiliteten mellem Øst- og Vestdanmark, og en del af forklaringen er, at vi har gjort en meget stor indsats for at holde broen mest muligt åben. For eksempel ved at tilrettelægge vedligeholdelsesarbejde på de tidspunkter, hvor det generer færrest muligt bilister, og en række tiltag til at modvirke de uheld, der kan skabe køer på broen, siger Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt.

Sund & Bælt har de seneste år arbejdet fokuseret med at forbedre sikkerheden for trafikanterne ved bl.a. at investere i nye vindskærme, bedre varsling om trafikforhold og mobile autoværn, så trafikken hurtigt kan flyttes mellem banerne efter behov.

I 2025 var der også ekstraordinære begivenheder, der kunne mærkes på Storebælt. Da den populære britiske musiker Ed Sheeran holdt en serie af udsolgte koncerter i Tårnby, kunne det måles direkte i trafiktallene. Netop i ugen, hvor koncerterne fandt sted, blev der sat ny ugerekord med 340.200 køretøjer – 1,2 procent over den tidligere rekord fra uge 31 i 2022.

Også på døgnniveau blev der sat nye rekorder i begge retninger, hvor den østgående døgnrekord blev slået én gang, mens den vestgående døgnrekord blev forbedret hele tre gange i løbet af 2025.

15. januar 2026

Efter vellykket testperiode: Avocadoscanner kommer nu i alle Bilka-varehuse

Når kunderne fremover køber ind i Bilka på tværs af landet, er det slut med at komme hjem med u- eller overmodne avocadoer.

Af: Salling Group | Foto: Ritzau / Salling Group
PRESSEMEDDELELSE

De fleste kender irritationen over, at den nyindkøbte avocado enten er for hård eller overmoden, når man står midt i madlavningen. Men fra 19. januar er det fortid, når Bilka-kunder i hele landet ved hjælp af helt ny teknologi kan scanne avocadoerne, så de sikrer, at de får helt perfekte avocadoer med hjem i indkøbsposen.

Salling Group med Bilka, føtex og Netto har i mange år forsøgt at løse udfordringen med u- eller overmodne avocadoer, og nu lader det til, at koden er knækket.

Avocadoen kategoriseres i tre niveauer

En ny scanner kan nemlig screene frugten og kategorisere den i tre niveauer: ‘Overmoden’, ‘Bør spises om et par dage’ eller – som flertallet ønsker den – ‘Spiseklar’. Kunderne placerer blot frugten mod scanneren og får straks en konkret vurdering, og efter en længere testperiode i Bilka Tilst, rulles den nu ud i alle Bilka-huse.

Kunderne har taget rigtig godt imod avocadoscanneren, som vi hen over de seneste måneder har testet i Tilst. Kundernes feedback er den vigtigste for os og efter lutter positive tilbagemeldinger, ruller vi nu scanneren ud i alle Bilka-huse på tværs af landet, siger Mark Nielsen, direktør i Bilka og BR.

Bilka er den første danske dagligvareaktør, som introducerer avocadoscanneren.

Avocadoscanneren har flere fordele, blandt andet fordi kunderne nu kun vælger de avocadoer, de har brug for i stedet for at købe et par ekstra for en sikkerheds skyld, hvis nu en eller flere skulle være dårlige. Desuden bidrager den samtidig til en bedre kvalitetsstyring i Bilka, og håbet er, at scanneren kan forhindre, at kunderne selv vurderer avocadoernes modenhed og generelle beskaffenhed ved at klemme på dem – tryk på frugten er nemlig en af de største kilder til ødelagte avocadoer.

Det er den hollandske virksomhed OneThird, der leverer både scanneren og teknologien bag. På sigt er det planen, at scanneren skal rulles ud i flere af Salling Groups butikker.

5. januar 2026

føtex rykker ind i VestsjællandsCentret

For første gang nogensinde åbner føtex i Slagelse. Det sker i starten af 2026, når varehuset står klar i en ny udgave, og et nyt hold medarbejdere er parate til at tage imod kunder fra hele Slagelse og omegn.

Af: Salling Group | Foto: Ritzau/Salling Group
PRESSEMEDDELELSE

Kunder og besøgende i VestsjællandsCentret kan se frem til en ny dagligvarebutik, når føtex rykker ind i de lokaler, som tidligere har været udlejet til Kvickly. Forude venter et stort arbejde med at bygge lokalerne op på ny for bl.a. at skabe plads til en bagerafdeling, et bredt udvalg af frugt, grønt og conveniencevarer samt en stor og flot delikatesse- og slagterafdeling, der vil være fyldt med en masse inspiration til både lækre, nemme og sunde måltider.

Stort udvalg og mange nye job

Den nye føtex kommer også med et bredt udvalg af tekstiler og andre nonfood-varer, ligesom kunderne vil kunne bestille mad ud af huset til selskaber og arrangementer. Det nye varehus i Slagelse bliver knap 3.500 kvadratmeter stort og kommer til at beskæftige omkring 140 medarbejdere, og kunderne vil kunne glæde sig til at handle mellem cirka 24.000 forskellige varenumre.

Vi kan ikke vente med at komme til Slagelse, hvor vi endnu har til gode at tilbyde kunderne en indkøbstur i føtex. VestsjællandsCentret er knudepunkt for rigtig meget detailhandel, og vi glæder os til at byde kunderne indenfor i helt nye rammer, siger Henrik Frost, salgsdirektør i føtex og fortsætter:

Så snart vi kan rykke ind i lokalerne, går vi i gang. De første streger er slået, men der ligger et stort stykke arbejde foran os – dels med at bygge butikken op fra ny, men endnu vigtigere at finde nye dygtige kollegaer, som sammen med os skal gøre føtex Slagelse til byens bedste indkøbssted, siger Henrik Frost.

Positiv udvikling af centret

Hos Danske Shoppingcentre, der ejer VestsjællandsCentret, ses åbningen af føtex som et vigtigt skridt i den fortsatte positive udvikling af centret.

Vi ser frem til at byde føtex velkommen i VestsjællandsCentret med et nybygget og moderne varehus. Med åbningen af føtex styrker vi ikke kun dagligvareudbuddet i VestsjællandsCentret, men også den positive udvikling, centret allerede er godt i gang med – blandt andet gennem åbningen af nye spisesteder og forbedrede fysiske rammer. Hos DSC arbejder vi målrettet for at skabe fremtidens markedspladser, og her er Salling Group en vigtig samarbejdspartner. Vi er derfor overbeviste om, at føtex vil bidrage til, at vores kunder i VestsjællandsCentret får en endnu bedre indkøbsoplevelse, siger Jesper Faurholdt, CEO i DSC.

føtex Slagelse forventes at åbne primo af 2026. Så snart en konkret åbningsdato ligger fast, melder føtex Slagelse dette ud.

19. december 2025

Hansson & Knudsen vinder stor boligforeningsrenovering i Slagelse

592 lejligheder i Slagelses største almene boligforening skal renoveres – og det bliver Hansson & Knudsen, der skal stå for det.

Af: Per Aarsleff Holding A/S | Foto: FOB
PRESSEMEDDELELSE

Et omfattende løft er på vej: Nye køkkener og badeværelser, moderne tekniske installationer og en total ombygning af to boligblokke, der bliver til tilgængelighedsboliger med elevator.

Fra januar og flere år frem kommer den almene boligforening FOB’s boligafdelinger i Ringparken til at summe af byggeaktivitet, når Hansson & Knudsen A/S skal ombygge 592 lejligheder i varierende omfang – i alt 17 boligblokke fordelt på tre boligafdelinger.

Aarsleff-selskabet skal renovere for 347 millioner kroner på vegne af FOB, som er et af de største boligselskaber på Vestsjælland, og hos Hansson & Knudsen ser administrerende direktør Dirk Voss frem til samarbejdet:

Vi har en god og konstruktiv dialog, og vi glæder os til at bygge videre på relationen og komme i gang med renoveringen – både entreprisestyringen, men også de murer- og tømrerarbejder, som vores egne dygtige håndværkere skal udføre, siger han.

Genbrug er sund fornuft

Et andet interessant element ved projektet er bygherrens store fokus på cirkulær økonomi og muligheden for at genbruge materialer og inventar i renoveringsopgaven.

Direkte på byggepladsen etablerer vi derfor en materialebank i form af isolerede containere og telte, der skal tage imod de byggematerialer og det inventar, som kan genbruges fra lejlighederne.

Ideelt set genbruger vi både gulvbrædder og radiatorer med mere. Det giver god mening, fordi der i flere lejligheder kun vil blive foretaget mindre ændringer – og vi vil derfor kunne undgå at købe fx ét nyt gulvbræt, eller én ny dør, hvor de mangler, men i stedet finde det i materialebanken. Sund fornuft, mener Dirk Voss.

Vi har store forventninger til materialebanken og ønsker at blive klogere på mulighederne for at genbruge materialer, hvor kvalitet og sikkerhed tillader det, siger han og tilføjer:

Derudover ser vi naturligvis også frem til en opgave, som trækker på vores solide erfaring med komplekse renoveringsprojekter og vores evner til at facilitere et godt samarbejde mellem alle parter.

Projektet forventes afsluttet i august 2030.

Fra venstre ses her de kommende samarbejdspartnere: Steffen Møller Borgbjerg fra FOB, Daniel Slettemose fra Hansson og Knudsen, Flemming Stenhøj Andersen fra FOB, Axel Larsen fra FOB og yderst til højre Dirk Voss fra Hansson og Knudsen. Foto: FOB.
5. december 2025

Prisændringer for erhvervskunder på Storebælt i 2026

Fra 1. januar vil der være prisændringer for erhvervskunder på Storebælt.

Af: Sund & Bælt | Foto: Sund & Bælt
PRESSEMEDDELELSE

1. januar 2026 stiger prisen for at passere Storebælt med grøn rabat for lastbiler og busser mellem 10-20 meter fra 874 kr. til 887 kr. Prisen uden grøn rabat stiger fra 1.005 kr. til 1020 kr. Dermed bliver besparelsen 133 kr. med grøn rabat.

Priserne for at passere Storebælt justeres årligt i takt med den generelle prisudvikling og reguleres på baggrund af forbrugerprisindekset.

Grøn rabat erstattes af eksprespris for lette erhvervskøretøjer

I det nye år vil lette erhvervskøretøjer automatisk få turen til eksprespris, hvis der betales med bizz eller nummerplade i ekspresbanerne. Det betyder, at grøn rabat afskaffes, og man skal derfor ikke længere søge om grøn rabat for at få en besparelse.

Ekspresprisen i en almindelig personbil med bizz eller nummerplade bliver 205 kr. i 2026.

Grøn rabat vil fortsat være gældende for alle tunge erhvervskøretøjer. For at opnå grøn rabat kræver det, at ens køretøj opfylder betingelserne.

Find alle priser og læs mere om betingelser for Grøn rabat på Storebaelt.dk

4. december 2025

Evaluering af efterforskningen af drabet på Emilie Meng

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentliggør konklusionerne fra en intern evaluering af nogle centrale aspekter af efterforskningen af drabet på Emilie Meng.

Af: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi | Foto: Rigspolitiet
Pressemeddelelse

Politiets efterforskning af drabet på Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør Station den 10. juli 2016 og blev fundet død i en sø i Regnemarks Bakke den 24. december 2016, har løbende været mødt med spørgsmål og kritik fra pressen og offentligheden.

Opfølgning på håndteringen af sagen

Mens sagen har været under efterforskning og behandling i retssystemet, har politikredsen ikke ønsket at udtale sig om forløbet af efterforskningen, idet det var umuligt at forudse, hvilke oplysninger i sagen som i sidste ende ville være afgørende for opklaringen.

Imidlertid har politikredsen stillet i udsigt, at kredsen – når straffesagen blev endeligt afsluttet – ville følge op på de spørgsmål, som løbende er blevet rejst i forhold til politikredsens håndtering af sagen fra dens indledning til dens afslutning med endelig dom.

Gerningsmanden til drabet på Emilie Meng blev ved retten i Næstved den 28. juni 2024 idømt fængsel på livstid. Dommen blev anket til landsretten, men anken er siden frafaldet, og Næstveds rets dom er således endelig.

Politikredsen har gennemført en intern evaluering af nogle af de centrale temaer fra sagen, der under sagens forløb har været genstand for spørgsmål.

Konklusionerne fra evalueringen er samlet i et notat, som kan læses her.

Politidirektør Lene Frank udtaler:

Drabet på Emilie Meng har været en ualmindelig omfattende, langvarig og kompliceret efterforskning. Jeg vil naturligvis ønske, at vi særligt af hensyn til såvel de pårørende som ofrene for gerningsmandens efterfølgende forbrydelser havde været i stand til at pågribe gerningsmanden meget hurtigere. Drabet på Emilie Meng viste sig at være et såkaldt fjerndrab, som kan være meget vanskeligt at opklare, hvis sagen ikke indeholder gode tekniske spor.

Når vi i dag gennemgår efterforskningsmaterialet, var der ikke heri tilstrækkeligt til, at efterforskningen blev koncentreret omkring gerningsmanden. Imidlertid kunne der i løbet af den langvarige efterforskning potentielt være fundet flere spor, som kunne have rettet yderligere opmærksomhed mod ham.

Der er under efterforskningen udført meget dygtigt politiarbejde, men evalueringen viser også, at på nogle områder kunne og burde vi have gjort det bedre. Såvel politikredsen som politiet som helhed har allerede uddraget meget læring fra blandt andet denne efterforskning. Bl.a. har politiet fra den 1. januar 2023 indført omfattende nationale standarder for drabsefterforskninger, der tager højde for nogle af de forbedringspotentialer, som også politikredsens egen evaluering peger på.

24. november 2025

Verdens bedste oksemørbrad kommer nu fra Slagelse

JN Meat International har igen vundet en VM-titel i World Steak Challenge, som er blevet afgjort ved en storstilet prisuddeling i London. Det er fjerde gang, at Slagelse-virksomheden med grundlægger og kødsommelier John Sashi i spidsen sikrer en anerkendelse i det prestigefyldte verdensmesterskab.

Af: JN Meat International / Carlos Communication | Foto: World Steak Challenge
PRESSEMEDDELELSE

De har tidligere vundet i 2018, 2019 og 2021 – og nu har JN Meat International igen sikret en titel i det prestigefyldte verdensmesterskab i bøf, World Steak Challenge.

Blandt mere end 300 kåringer i konkurrencen, som hylder og anerkender verdens dygtigste og mest passionerede kødproducenter, fandt Slagelse-virksomheden for fjerde gang vej helt til toppen og sikrede en af de blot syv titler i den absolutte topkategori for verdens bedste udskæringer, World’s Best Grass-Fed Fillet – verdens bedste græsfodrede oksemørbrad.

Mere end 60 eksperter kommer med vurderinger

Kødet blev traditionen tro bedømt på både smag, saftighed, mørhed og udseende af en jury bestående af mere end 60 uafhængige eksperter, blandt andre den irske tv-kok Richie Wilson og den græsk-engelske chefkok hos Heliot Steak House i London, Ioannis Grammenos.

Den omfattende smagning fandt sted i Amsterdam i september, mens titlerne blev offentliggjort og uddelt på det eksklusive steakhouse Smith & Wollensky i London den 10. november.

Jeg og hele mit dygtige team bag JN Meat International er enormt stolte over igen at blive præmieret som verdens bedste i vores branche, nu for fjerde gang. Det er et bevis på, at det hårde arbejde med konstant at opsøge og udvikle kød af højeste kvalitet giver mening. At få anerkendelsen for at levere det fineste oksekød gør hele indsatsen værd og styrker kun motivationen til at blive ved, lyder det fra John Sashi.

Flere medaljer til Slagelse-virksomheden

JN Meat International sikrede også andre medaljer i årets VM, blandt andet ni guldmedaljer.

Det præmierede kød kommer fra JN Meat Internationals eksklusive SASHI- og Freygaard-serie, som stammer fra finsk opdrættet og græsfodret Ayrshire-kvæg.

Finland giver ganske enkelt de bedste betingelser for opdræt. Her er fred og ro, naturen er i balance og mange arealer er stadig imponerende rene og uberørte. Det er blandt andet på grund af disse optimale forhold, at kvæget leverer noget af verdens bedste oksekød, målt på både mørhed og smag, forklarer John Sashi, som samtidig knytter en kommentar til den globale omstilling, der netop kræver stillingtagen blandt kødproducenter.

Fokus flytter sig mod noget, som vi faktisk allerede har haft fokus på i årevis. Ligesom de fleste andre producenter, som deltager i World Steak Challenge, har vi længe haft ambitioner om både at kunne tilbyde det bedste oksekød og samtidig gøre branchen grønnere. Jeg er overbevist om, at både nuværende og fremtidige generationer stadig vil spise oksekød, men mængden vil blive mindre – til gengæld vil kravet til kvalitet blive endnu større, slutter John Sashi.

18. november 2025

Sæson for blæst: Løse genstande på Storebæltsbroen kan få alvorlige konsekvenser

Efteråret og vinteren betyder kraftig blæst over Storebælt – og dermed øget risiko for tabte genstande fra lastbiler og varevogne. Sund & Bælt opfordrer chauffører til at sikre både lastbilen og lasten ekstra godt, når de krydser Storebæltsbroen.

Af: Sund & Bælt | Foto: Sund & Bælt
PRESSEMEDDELELSE

Den 28. oktober blev en stor aluminiumsdørkplade på ca. 2 meter tabt på Storebælts lavbro. Pladen stammede fra en lastbil, som havde revet sig løs på grund af den kraftige blæst, og udgjorde en betydelig risiko for både vej- og jernbanetrafikken. Hændelsen er et eksempel på, hvilke konsekvenser det kan have, hvis godset ikke er spændt ordentligt fast.

Det er helt afgørende, at chauffører sikrer deres lastbil og gods forsvarligt. En løs plade fra lastbilen eller løst gods kan i værste fald forårsage alvorlige ulykker. Vi ser desværre flere episoder med tabte genstande, når det blæser kraftigt, siger Kim Agersø Nielsen, Teknisk chef i Sund & Bælt.

Chaufføren har et ansvar

Storebæltsbroen er designet til at modstå kraftig blæst, men det er vigtigt, at chauffører følger reglerne og vurderer forholdene. Siden november 2023 har tung trafik over 2,5 ton kunnet passere broen i blæsevejr, men ansvaret for at sikre lasten ligger altid hos chaufføren.

Hvis man ikke tager sine forholdsregler, kan det få både økonomiske og menneskelige konsekvenser. Det handler om alles sikkerhed. En enkelt løs genstand kan få store konsekvenser for trafikken og for menneskeliv, understreger Kim Agersø Nielsen.

15. november 2025

Mette Frederiksen: “Det vigtigste er vores børn – og vores demokrati”

Statsminister Mette Frederiksen gæstede Slagelse med klare budskaber om børn, sociale medier og Danmarks fremtid.

Af: Isabella Ravn Fuglsang | Foto: Stefan Cavalieri

Statsminister Mette Frederiksen lægger i disse dage vejen forbi en lang række danske byer for at møde danskerne og tale om de udfordringer og valg, landet står overfor.

Lørdag den 15. november besøgte hun blandt andet Slagelse, hvor hun kort forinden arrangementet “Vores tid, vores valg – en samtale om Danmark” i MovieHouse tog sig tid til et kort interview med LokalNyt.

Arrangementet i Slagelse er en del af en større turné, hvor statsministeren møder borgere ansigt til ansigt sammen med tv-vært Ida Wohlert. Formålet er at skabe rum for dialog om alt fra børns trivsel til økonomi og de prioriteringer, der venter forude.

“Der er simpelthen så meget godt lokalt engagement alle steder”

Inden hun nåede til Slagelse, havde Mette Frederiksen været omkring både Roskilde og Albertslund. Vi spurgte hende, hvad hun tager med sig fra sine ture rundt i landet:

Der er meget opbakning, det er vi glade for. Mange mennesker, der gerne vil komme at hilse og sige lidt om, hvordan de har det. Og det er klart, det er den nære velfærd, som betyder mest, fortæller statsministeren.

Hun fortæller også, at de mange besøg rundt i de danske kommuner har givet et stærkt indblik i lokalt engagement, men at alt heller ikke er en dans på roser:

Jeg bliver bekræftet i, hvor godt et land, vi har, og hvor mange, der har det godt og gør sig umage.

For der er simpelthen så meget godt lokalt engagement alle steder, hvor man kommer frem. Der er også udfordringer og problemer. Blandt andet på dele af ældreplejen. Det er helt sikkert et sted, jeg synes, vi skal gøre det bedre. Men der er virkelig også meget godt i Danmark.

”Sociale medier kommer til at splitte os i atomer”

Et af tidens mest debatterede emner er unges skærmvaner og den kommende aldersgrænse for sociale medier.

Vi spurgte statsministeren, hvorfor hun mener, at samtalen mellem børn og voksne ikke har været tilstrækkelig.

Ganske enkelt fordi, at de sociale medier er designet til at gøre os afhængige. Det er ikke noget, vi bliver, fordi vi er dårlige mennesker, eller fordi vi har svært ved selv at sætte grænser. De er designet til det. Algoritmerne er lavet til det. Og derfor har de fleste af os svært ved at styre det. Hvis vi nu skal være helt ærlige – især efter der er kommet Reels, og det her med, at man bare kan sidde og blive ved og blive ved og blive ved, fortæller Mette Frederiksen.

Den nye aldersgrænse diskuteres flittigt – både i forhold til effekten og håndhævelsen.

Så for mig handler det om, at vi som samfund tør at beskytte det, der er det vigtigste. Og det er selvfølgelig vores børn. Men det er også vores demokrati. Fordi de sociale medier, de kommer til at splitte os i atomer. Og det kan man jo mærke allerede nu, hvor tonen er blevet rigtig grim, tilføjer hun.

Til spørgsmålet om hvorvidt den nye aldersgrænse vil gøre en reel forskel, er statsministeren ikke i tvivl:

Det er jeg ikke i tvivl om. Ligesom når vi nu forbryder telefonen i skolen, så gør det det også meget lettere for læreren og i øvrigt også for børnene. At det ikke skal forhandles. At det ikke er en mulighed. Det er bare sådan, det er. Når man er i skole, så modtager man undervisning, og man er en god kammerat. Og derhjemme, der kommer der selvfølgelig stadigvæk til at være nogle diskussioner, men jeg tror faktisk, at det bliver lettere for forældrene. Fordi når der er flere grænser i skolen, og når der er en aldersgrænse i det hele taget, så understøtter det jo også, når forældrene så siger, læg skærmen væk, når vi spiser aftensmad. Eller man må ikke have den med, når man går i seng om aftenen.

Valget på tirsdag: Statsministerens budskab til danskerne

Med Kommunal- og Regionsvalget lige om hjørnet spurgte vi afslutningsvis, om statsministeren har en særlig besked til vælgerne. Til det svarede hun:

Jeg håber, de stemmer socialdemokratisk. Selvom det er en urolig verden. Selvom det er vigtigt med en militær oprustning. Så skal vi have et ordentligt og stærkt velfærdssamfund på den anden side af det her.

Da Mette Frederiksen efterfølgende indtog scenen i MovieHouse i Slagelse, blev det med en fyldt sal af borgere, der også ønskede at stille spørgsmål, lufte bekymringer og høre mere om regeringens visioner.

Og anført af tv-vært Ida Wohlert blev der diskuteret rigtig mange spændende og aktuelle temaer – alt fra fødevarepriser, til krigen i Ukraine og Ruslands trussel til klimaforandringerne.

En ting er sikker: Samtalen om Danmark fortsætter – også efter valget på tirsdag.

Husk at gøre din stemme gældende 

Kommunal- og Regionsvalget nærmer sig, og allerede på tirsdag den 18. november skal vi til stemmeurnerne.

Din stemme er med til at forme den hverdag, vi alle er en del af – både lokalt og regionalt. Uanset hvad du mener, og hvem du støtter, er det vigtigste at møde op og være med til at sætte retningen for fremtidens Danmark.

Der var mange fremmødte, da statsminister Mette Frederiksen besøgte MovieHouse i Slagelse til arrangementet “Vores tid, vores valg – en samtale om Danmark” lørdag den 15. november. Fotos: LokalNyt