Fra 1. maj bliver Flore Vida, med butiksejer Ib Skottenborg i spidsen, officielt ny agent for Interflora. Det betyder, at butikken nu bliver en del af det landsdækkende netværk af blomsterhandlere, hvor butik-til-butik-ordrer kan sendes og modtages på tværs af landet.
Vi har i stigende grad oplevet, at kunderne efterspørger muligheden for at sende blomster ikke bare i Danmark, men også til udlandet. Derfor giver det rigtig god mening for os at indgå i Interfloras netværk – det skaber en nemmere og mere fleksibel løsning for både os og kunderne, fortæller Ib Skottenborg.
Har fået en god start
Flore Vida åbnede på Korsørvej 3 i november 2023 og har på under halvandet år opbygget en solid kundebase og et stærkt team i butikken. Med 140 m² butik og 60 m² arbejdsområde tilbyder de både klassisk binderi med et twist og et udvalg af gaveartikler.
Vi er meget glade for den varme velkomst, vi har fået, og for vores mange stamkunder. De har hurtigt fundet ud af, hvad vi står for, og nu udvider vi altså med en mulighed for at kunne sende og modtage blomster via Interfloras netværk, siger Ib Skottenborg, der har arbejdet med blomster i mere end 30 år:
Vi går meget op i service, atmosfære og kvalitet. Derfor passer den nye agentordning perfekt – den giver os fleksibilitet, men stadig adgang til Interfloras stærke netværk, forklarer Skottenborg, der er på udkig efter flere hænder til butikken:
Vi har et supergodt team her i butikken, hvor det er lige så vigtigt for os at lave smukke buketter, som det er at have det hyggeligt med hinanden. Men vi skal bruge en dygtig og faglært blomsterdekoratør mere, så hvis nogen læser med og deler vores kærlighed for blomster, så kig ned til os, afslutter Ib Skottenborg.
