På et pressemøde torsdag den 17. september præsenterede de syv forligspartier Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Storebæltslisten og Det Radikale Venstre det første budget i en toårig budgetaftale. Aftalen skal sikre den nødvendige økonomiske balance i en tid, hvor udviklingen i befolkningssammensætning betyder, at flere borgere har brug for kommunens støtte og hjælp i hverdagen. Samtidig lægger forventede udgiftsstigninger på social- og seniorområdet samt implementeringen af sundhedsreformen pres på kommunens økonomi i de kommende år.
Budgetforliget har derfor fokus på at nedbringe serviceudgifterne i 2027. Derfor er der indlagt en opbremsning med en reduktion af servicerammen på 1 procent på alle politikområder, bortset fra skole- og dagtilbudsområdet, som er undtaget som følge af de øvrige beslutninger i budgettet. Samtidig igangsættes en proces frem mod næste år med henblik på at afdække muligheder for langsigtede omstillinger af kommunens service, som kan sikre økonomisk balance også i de kommende år.
Prioritering af børn, unge og familier
Trods en presset økonomi prioriteres skoleområdet centralt i budgetaftalen. Der afsættes 10 mio. kr. årligt til skoleområdet, som skal give en yderligere håndsrækning til opgaven med at sikre forebyggelse og tidlige indsatser, så flere børn og unge kan lykkes i folkeskolen. Samtidig tilpasses specialundervisningsområdet, hvor serviceniveau og takster på kommunens specialskoler justeres, så udgifter og tilbud ikke markant overstiger omkringliggende eller sammenlignelige kommuner. På dagtilbudsområdet tilpasses kapaciteten som følge af faldende børnetal og en overkapacitet på området.
Fokus på lokalt forankrede plejeboliger
Ældreområdet er også et vigtigt fokus i budgetaftalen. Som led i en samlet ambition om at sikre lokalt forankrede plejeboliger fastholdes de 20 plejeboliger på Lützensvej som en del af kommunens samlede plejebolig-kapacitet. Fastholdelsen skal bidrage til en ældrepleje, hvor der er plads til valgmuligheder, nærhed og lokale fællesskaber.
Gode rammevilkår for erhvervs-, kultur- og fritidsliv
Slagelse Kommune har meget at byde på, heriblandt gode institutioner og skoler, attraktive boliger, uddannelsesmuligheder, arbejdspladser, handelsmuligheder samt et levende kultur-, fritids- og foreningsliv. Derfor prioriteres det fortsat at sikre gode rammevilkår for erhvervs-, kultur-, fritids- og foreningslivet.
Styrket indsats på socialområdet
Socialområdet har gennem de seneste år været igennem en række større forandringer. Udviklingen i borgernes behov betyder, at der fortsat er behov for politiske prioriteringer på området. Derfor tilføres handicap-, psykiatri- og misbrugsområdet 36,5 mio. kr. årligt fra 2027 og frem for at imødekomme de stigende behov på området.
Udvikling i hele kommunen
Slagelse Kommune skal være en attraktiv kommune at bo, leve og arbejde i. Derfor skal der arbejdes videre med udviklingsplanerne for bymidterne i Slagelse og Skælskør i de kommende år, i tråd med den udviklingsplan, der allerede er udarbejdet for Korsør. Målet er at skabe attraktive og levende bymiljøer, der understøtter bosætning, erhvervsudvikling og lokale fællesskaber.
