23. september 2026

Fra fangenskab hos Taleban til at dele sin historie med udskolingselever i Slagelse

ASK WHY? Docs er for første gang kommet til Slagelse Kommune, hvor udskolingselever skal opleve dokumentarfilm og debat om blandt andet menneskerettigheder, demokrati og frihed.

Fra fangenskab hos Taleban til at dele sin historie med udskolingselever i Slagelse
Af: Sophie Helsinghoff Kaasing | Foto: Niels Van Deurs

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Onsdag d. 23. september er en historisk dag. ASK WHY? Docs er nemlig for første gang kommet til Slagelse Kommune, og her skal kommunens udskolingselever, ligesom 10.000 andre elever rundt i Danmark, se en prisvindende og anmelderrost dokumentarfilm i den lokale biograf – nøje udvalgt til målgruppen. Det er derfor ikke kun eleverne, der er glade og spændte, men også de to medarbejdere fra ASK WHY? Docs, som står med store smil, da de tager imod de mange elever, der strømmer stille og roligt ind ad Slagelse MovieHouses døre.

Selvom det er første gang, Slagelses udskolingselever er med til et ASK WHY? Docs-arrangement, skal de ikke være nervøse, for de er i gode hænder. I Danmark er ASK WHY? Docs et lokalt undervisningsinitiativ, der siden 2016 har brugt film og debat til at åbne samtaler om menneskerettigheder, demokrati og frihed.

Hvert år tilmelder skoler sig til at se dokumentarfilm tre gange om skoleåret. Med hver dokumentarfilm får underviserne tilsendt undervisningsmateriale, og eleverne bliver mødt af en gæst efter dokumentarfilmen, som i øjenhøjde deler sin personlige historie, der altid relaterer sig til dokumentarfilmens temaer.

I dag er ingen undtagelse, for gæsten og filmen kan ikke passe bedre sammen. Eleverne skal se 'Min bror, mit hjem', og med som gæst er Popal Naseri, som er hovedpersonen i dokumentaren. Filmen følger de to afghanske brødre Popal og Darmal, som har været adskilt fra hinanden i mange år, men nu er de på mirakuløs vis blevet genforenet i Danmark. I filmen får vi et helt særligt indblik i, hvordan den danske asylproces ser ud, og da Darmal får afslag, står Popal til at miste sin bror endnu engang. De er heldigvis ikke alene om kampen, og med et kærligt præstepar og en engageret advokat som nærmeste allierede sætter Popal alle sejl til for at holde Darmal i Danmark.

Efter den rørende historie stiller Popal sig på scenen og står klar til at tage imod alle dagens spørgsmål fra eleverne. Popal fortæller, at han er den ældste bror og ankom til Danmark efter at have flygtet som teenager fra Afghanistan, da han var i fangenskab hos Taleban og var udset til at blive selvmordsbomber. "Hvordan slap du fri?" spørger Sofie Rahbek Bang, som er dagens moderator fra ASK WHY? Docs. Popal smiler og fortæller, at han hoppede ud af vinduet og løb alt, hvad han kunne, uden at se sig tilbage. I dag bor både Darmal og Popal i Danmark og har det godt.

Og den historiske dag? Den er gået fremragende, hvis du spørger Stine og Annika fra 10. klasse på Zeeland Business College.

Det var meget rørende og fedt, at man kunne se bag kulisserne af, hvordan det i virkeligheden er at være flygtning i Danmark, fortæller Stine. Hun tilføjer: Jeg tager med mig, at man altid skal behandle andre med respekt, og hvor meget det betyder for andre.

Annika var lige så grebet af Popals historie:

Det overraskede mig, hvor lang tid det tager at få lavet et pas, hvis man skal være i Danmark og ikke er statsborger. For hende sidder især én ting tilbage: Man skal have respekt for folk, der kommer udefra, for man ved ikke, hvad de har været igennem, eller hvad de har i bagagen.

Denne film er kun én ud af tre, som eleverne i Slagelse skal se dette skoleår – og med den respekt og indlevelse, Stine og Annika tager med sig videre, er der god grund til at tro, at de næste to film vil blive mødt med samme åbne sind.

Nøgleord
KulturBørn & unge
Event Information